Thomas begyndte i politiet, fordi han havde hørt gode ting om det kollegiale sammenhold, men virkeligheden viste sig at være en helt anden. Et par uger inde i hans praktik tog et introarrangement en ubehagelig drejning. Thomas medvirker anonymt i denne artikel.

Af Laura Nissen og Bonna Haagen Pedersen

Med en hjelm på hovedet skulle de nye politielever en ad gangen op på en lille scene og fortælle en historie. I salen sad alle de fastansatte fra Thomas’ nye kørehold på stationen, og det var vigtigt for ham at gøre et godt indtryk.

Politieleverne stod samlet uden for salen, og her fik de at vide, at historien skulle handle om den første gang. I Thomas’ øjne lagde opgaven op til, at de skulle fortælle om første gang, de havde sex, men de fik at vide, at det kunne handle om alt muligt.

“Det var en mærkelig, fluffy sætning, hvor vi ikke helt vidste, hvor vi skulle træde for at passe ind. Det var virkelig en ubehagelig situation at stå i,” siger Thomas.

Han var startet på Politiskolen i 2018, og med første semester veloverstået havde han virkelig set frem til at komme i praktik og opleve hverdagen på en station. I 2019 startede han i praktik på en station i Københavns Politi, men det blev langt fra, som han havde håbet.

Har du min ryg, hvis jeg siger fra?

I jobbet som politibetjent skal man møde enhver person i øjenhøjde, med situationsfornemmelse og med en udstrakt grad af empati. Man er forpligtet til at leve op til et særligt krav om værdighed og agere både professionelt og ordentligt. Ifølge politiets etiske retningslinjer skal det interne sprogbrug være i overensstemmelse med politiets grundlæggende værdier, og man skal udvise respekt overfor sine kollegaer.

Men femina har talt med en række tidligere og nuværende betjente, der fortæller en anden historie.

Det er en historie, om at opleve, at den interne tone kan være hård, grov og til tider kamme over i sexistiske eller seksuelt chikanerende bemærkninger, kommentarer og opfordringer. Det er også en historie om at det kan være svært at sige fra, når ens grænser bliver overskredet, særligt som kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads. 

I en række artikler går femina tæt på arbejdsmiljøet i politiet og forsøger at finde ud af, hvordan kulturen på arbejdspladsen hænger sammen med risikoen for at blive udsat for seksuel chikane på sin arbejdsplads.

Det gør vi, fordi alle fortjener at føle sig trygge på deres arbejdsplads. I særlig grad må man forvente, at politiet, der skal varetage resten af befolkningens sikkerhed og tryghed, også selv oplever, at deres arbejdsmiljø er sikkert og trygt.

Til introarrangementet oplevede Thomas, at han skulle leve op til nogle usynlige spilleregler for at blive accepteret i fællesskabet. Han ønskede brændende at være den sjove elev, som de fastansatte ville huske dagen efter.

En af de andre politielever havde fortalt om første gang han smagte jordbæris. Men Thomas fornemmede, at det ikke faldt i helt god jord blandt publikum.

“Der blev lagt op til, at det skulle være sjofelt og sjovt. Det stod mellem linjerne, at man ikke skulle op og fortælle om første gang, man prøvede at køre en bil. Det var ikke det, crowdet ville høre,” fortæller Thomas.

Egentlig ville Thomas bare gerne have sin tur overstået. Han var nervøs og bange for, hvad de fastansatte ville tænke om ham efterfølgende. Derfor besluttede han sig for at lyve.

“Jeg havde ikke rigtig noget, jeg syntes var sjovt nok. Så ville jeg hellere fortælle en løgner og være interessant, end at fortælle sandheden og være kedelig,” siger han.

Femina har været i kontakt med en af de andre politielever, som var til stede under introarrangementet. Han bekræfter, at det fandt sted, og at praktikanternes opgave var at fortælle en historie under overskriften “den første gang”. Han bekræfter også, at nogle af de nye elever fandt opgaven ubehagelig.

Ikke en uskyldig leg

Femina har forholdt Thomas’ udlægning af introarrangementet for Mille Mortensen, der er cand.mag. i psykologi og virksomhedsstudier og blandt andet har forsket i grænseoverskridende handlinger og humor på arbejdspladsen. 

“Jeg er nok ikke den eneste, der tænker, at det henviser til ens seksuelle debut. Hvis det er det, det skal pege i retning af, så er det fuldstændig upassende,” siger Mille Mortensen.

Og det virker ikke tilfældigt, at opgaven er formuleret på en kryptisk måde, mener hun. Ligesom med humor, fungerer det nemlig som en branddør, så man altid kan sige, at det bare var for sjov. Men den slags lege er ikke uskyldige. Der er nemlig indbygget en form for magt, fortæller hun.

“Man ved jo godt, at hvis man ikke lever op til det, de andre forventer, så risikerer man at blive ekskluderet. Og der er ikke nogen, der kan tåle at stå udenfor fællesskabet,” siger Mille Mortensen.

Seksuel chikane i politiet

I en rapport udarbejdet af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, i 2020 svarer 33 pct. af de kvindelige politibetjente, at de har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra en kollega eller leder. Det samme gælder for 4 pct. af de mandlige ansatte.

Rigspolitiet udarbejder trivselsmålinger for politiet og Anklagemyndigheden. Her svarer mindre end 1 pct. i 2022 og 2020 “ja” til, at de har oplevet seksuel chikane fra en kollega eller leder indenfor de seneste 12  måneder.

Men femina har talt med flere eksperter, der peger på at det reelle tal kan være højere. Det skyldes blandt andet, at det det kun er dem, der selv betegner deres oplevelse som seksuel chikane, der svarer “ja”.

I dag er 19 pct. af de danske polititjenestemænd kvinder. Femina har talt med flere eksperter, der peger på, at kvinder i mandsdominerede fag har større risiko for at blive udsat for seksuel chikane. Det skyldes bl.a. at man bliver mere synlig som kønsminoritet, og at det derfor bliver mere sårbart at sige fra.

Flere af de tidligere og nuværende betjente, femina har talt med, peger på at sexistiske og grænseoverskridende kommentarer er en normal del af omgangstonen på arbejdspladsen. Det kan ifølge en ekspert være med til at skabe grobund for voldsommere krænkelser.

“Man bliver en del af kulturen”

Introarrangementet blev en elendig start på Thomas’ praktikperiode. Han følte ikke, at de fastansatte tog eleverne og deres læring alvorligt, og efterfølgende kæmpede han en hård kamp for at blive lukket ind i fællesskabet.

Han havde ellers haft et forrygende første semester på Politiskolen, og han kunne godt lide at tænke på sig selv som betjent. Når han tænker tilbage på det i dag, var det især den identitetsfølelse, det gav ham at have en uniform på, der tiltalte ham. 

Selvom han var bare 21 år og dermed blandt de alleryngste, forsøgte han at tilpasse sig jargonen blandt sine ældre kollegaer. I dag beskriver han, at der var en “værkstedshumor” og en “drengerøvskultur”. Når han sad i en bil med en kollega kunne Thomas finde på at foreslå, at de skulle lege en leg, hvor de vurderede kvindelige borgeres udseende på en skala fra et til ti. Og den slags faldt, ifølge Thomas, i god jord hos de fleste.

Tonen på arbejdspladsen adskilte sig meget fra den, han ellers oplevede i sit privatliv, og det var svært for Thomas at skille ad.

“Man bliver en del af kulturen. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle gøre, for at de her voksne mænd syntes, jeg var en fin fyr. Men man skal også navigere i det, når man kommer hjem. Og det kunne jeg ikke,” siger han.

Hans venner begyndte at ryste på hovedet af ting, han sagde. Pludselig brød han sig ikke om den person, han havde forvandlet sig til for at passe ind i fællesskabet. Derfor valgte Thomas at stoppe i politiet, allerede inden han afsluttede sin første praktikperiode. 

“Lige pludselig var jeg blevet til det, jeg egentlig gerne vil gøre op med. Så var det bare med at forlade skibet, inden det sank helt,” siger han.

Vi har forholdt Københavns Politi for Thomas’ beskrivelse af arrangementet. I et skriftligt svar skriver de:

”Vi er bekendt med, at den type arrangementer har fundet sted, og det har vi sat ind over for. Københavns Politi accepterer ikke seksuelt krænkende adfærd og har siden slutningen af 2018 arbejdet målrettet med både forebyggelse og håndtering heraf. (…) Det fremgår af Københavns Politis retningslinjer, at der er nultolerance over for krænkende handlinger, og optagelses- eller indvielsesritualer af den beskrevne karakter er derfor uacceptable og håndteres ledelsesmæssigt.”

Thomas medvirker anonymt i denne artikel af hensyn til familiemedlemmer, som stadig arbejder i politiet. Femina er bekendt med hans rigtige navn og identitet.